KOM MED EJENDOMSMÆGLEREN PÅ ARBEJDE

Peter Sepstrup er indehaver af en ejendomsmæglerforretning og ejendomsmægler med 30 år på bagen.

 

Peter er havnet på den helt rigtige hylde, siger han selv. Han elsker at gå på arbejde, for her får han mulighed for at bruge sine dage på noget, der giver mening.

Der er masser af udfordringer i jobbet som ejendomsmægler, og der er sjældent to dage, der er ens.

 

I dette interview kan du komme med ind bag ejendomsmæglerens kulisse, når Peter Sepstrup fortæller om sin hverdag og grunden til, at han elsker sit job.

“Det hele skal gå op i en højere enhed”

Hvad laver du typisk i løbet af en dag?

”Der er ikke mange ting, jeg vil kalde typiske ved mine dage. Det er sjældent, at to dage er ens. Nogle dage starter jeg på kontoret, andre dage ude hos kunder, og andre dage igen arbejder jeg måske hjemmefra. Jeg elsker at komme ud til kunderne, og holder mindst ligeså meget af at møde ind på kontoret, hvor jeg kan starte dagen sammen med mine kollegaer i butikken”

Kan du fortælle lidt om kontoret og dine kollegaer?

”Vi er seks folk i butikken. Tre af os er mæglere, og så har vi nogle finansøkonomer og en koordinator. Vi har det sjovt sammen, og vi hygger os, når vi er på arbejde. Og så er atmosfæren god. Især efter vi fik renoveret butikken. Før var det meget skrankeagtigt. Nu er det mere en konceptforretning, hvor alle føler sig velkomne og godt tilpas.”

Hvorfor er dit job det bedste i verden?

”Det er det her med at få købers og sælgers ønsker til at gå op i en højere enhed. At finde det perfekte match. Det giver simpelthen så meget mening for mig og er en kæmpe motivation. Branchen er jo dobbeltsidet. Vi har to kunder – en køber og en sælger. Og det kommer nok ikke som en overraskelse, at køber ofte synes, at en bolig er for dyr, mens sælger ofte synes, at den er for billig. Og så er det vores opgave at få dem til at mødes. Den udfordring gør det sjovt at gå på arbejde.”

Hvordan fører I så kunderne sammen?

“Det er der mange opskrifter på. Vi laver altid unikke salgsplaner for de boliger vi sælger, og så har vi et stærkt kendskab til området, og de købere, der typisk leder efter boliger her. Vi er også meget opmærksomme på, at det er en følelsesladet proces at skulle sælge sin bolig. Der er meget på spil, både som køber og sælger. Så vi ser det som vores vigtigste opgave at sørge for, at vores kunder føler sig trygge ude i boligjunglen.”

Hvordan går det egentlig ude i den boligjungle?

”Boligmarkedet er jo på mange måder i opbrud og har været det længe. Dengang jeg startede var det noget helt andet. Der var en mægler en sælger. I dag går man ikke til en mægler bare for at få en bolig solgt. Det kan man i mange tilfælde gøre selv. I dag går man til en mægler for at få viden, ekspertise, rådgivning og sparring. Og det er derfor, jeg holder så meget af det, jeg laver. Det er ikke bare salg, men en helt særlig oplevelse, som jeg får lov at give mine kunder hver dag. Og det er det hele værd.”